lørdag den 17. januar 2015

Giveaway

Her i januar har elbilisten været kørende i 2 år. I denne anledning vil jeg gerne udlodde dette elbil merchandise. Det handler om den seneste (december) udgivelse af det danske elbilmagasin GO, to stk. Nissan LEAF keyhangers, og en pakke poser til bilen, så man kan holde den ren for skrald. Se under billedet hvordan du kan deltage i lodtrækningen.



For at deltage i lodtrækningen om denne giveaway skal du blot:

Først like elbilistens facebook side
Dernæst like dette opslag på facebook

Du er ligeledes meget velkommen til at dele opslaget. Vinderen bliver udtrukket lørdag d. 31 januar, blandt alle likes på facebook-siden og opslaget, og herefter offentliggøres det på siden og bloggen.

-- Opdateret --

Tillykke til Stephen Lindenhoff som blev den heldige vinder af denne give away, der er blevet givet besked over facebook i en privat besked.

-- Opdateret --



Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

torsdag den 8. januar 2015

Hvordan så elforbruget ud i 2014

Som en opdatering til 2 år med vores elbil, har jeg også fået opdateret diagrammet over vores elforbrug i husstanden, fra blog-indlægget "hvor meget stiger elregningen når man kører elbil?"

Der skal jo stadig tages højde for at elforbruget er noget der er helt individuelt. Men at jeg da alligevel vil vise hvordan tingene har set ud for os.

Jeg har derfor lavet et lille skema over vores elforbrug hjemme ved os, som løber fra november 2011, som er godt et år før vi fik elbil (og før vi fik vores datter), og så frem til idag.

Skemaet er udarbejdet således at man nemt kan sammenligne det månedlige el-forbrug år for år.


Jeg har ligeledes indsat linjer der definerer gennemsnits-forbruget for før og efter vi fik elbil på skemaet de lilla prikker som f'ør elbil, og de orange prikker er gennemsnittet for da vi var med i insero's elbilsprojekt og efter eget køb af elbil

Tjek gerne nogle af de første indlæg ud på denne blog for at se hvordan vi syntes om at være med i insero's elbils projekt.

Som man kan se i skemaet har forbruget i 2013 været højere end 2014, men vi har kørt omkring de samme antal kilometer, vi er bare blevet bedre til at finde steder at oplade når vi holder parkeret "ude i byen", og de fleste gange ganske gratis. For det er heller ikke på grund af at vi har brugt hurtigladere mere i år, deres forbrug er også dalet.

Men stadig med det taget i betragtning så er vores elforbrug steget til omkring det dobbelte, eller i tal en stigning på omkring 200 kWh om måneden, altså omkring 440 kr. mere om måneden end før vi begyndte at køre elbil.

NRGi, som vi køber vores strøm hos, laver også en form for benchmark af forbruget, sammenlignet med alle de andre boliger.

Som man kan se så lå vores benchmark på A i 2012, hvilket betød vores elforbrug var meget lavt i forhold til gennemsnittet. og det var endda hvor 3 af månederne var i elbil.

Billede: nrgi.dk/mitnrgi/

Vores første år med elbil så derefter således ud, altså i 2013 steg vores benchmark til E, og vi kom derved op på et elforbrug lige over gennemsnittet.

Billede: nrgi.dk/mitnrgi/

I mit indlæg "hvor meget stiger elregningen når man kører elbil?" gættede jeg på at vi ville ramme en benchmark i 2014 på D, da vi jo er en husstand på 3 personer.

Billede: nrgi.dk/mitnrgi/

Vi ramte dog istedet en benchmark på A, så vi ligger i den ende af kunder med 3 personers parcel- eller rækkehus der bruger mindst strøm. Det skal dog siges at hvis vi blev betegnet som en 2 personers familie i parcel- eller rækkehus var vi endt på D ved det samme strømforbrug.





Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

mandag den 5. januar 2015

Indregistreringer af elbiler - December 2014 (Året der gik)

Så er tallene for indregistreringer i Danmark for hele 2014 på plads, og elbilerne har igen nået nye højder. Selvom de samlede personbil indregistreringer havde en let stigning, så havde personbilerne på el en så pæn stigning, at andelen af elbiler for december nået en ny rekord på hele 2,15%. Der blev nemlig indregistreret 332 personbiler på el i denne måned, mod et samlet antal personbil indregistreringer på 15.415. Dette høje indregistreringstal betød også at der de seneste 6 måneder var 90.202 personbiler, hvor de 968 var rene elbiler, dette betød de udgjorde 1,07%. Ser vi på hele 2014, lå indregistreringerne på 1587 personbiler på el, hvilket betød at de udgjorde 0,84% af den samlede mængde af personbiler.

(Data er fra De Danske Bilimportører)
Igen i december var det Nissan LEAF og Tesla Model S, der indtog 1. og 2. pladsen, og endda kun med 3 personbiler i forskel. 3. pladsen Volkswagen e-up! og 4. pladsen Renault ZOE, kunne ikke helt følge med fortroppen, men havde også hver især rigtigt flotte antal i december, så flot at disse fire modeller tilsammen stod for 93,4% af markedet for personbiler på el. Det betød at der kun var 6,6% markedsandel tilbage til de sidste seks modeller der også havde indregistreringer i denne måned.

Der var endda en joker i december jeg ikke lige havde set komme, det var Smart Electric Drive, som registrerede 6 ud af årets 7 i denne måned.

BMW følger stadig stille og roligt med, det betyder at der i december blev registreret yderligere 6 BMW i3, samtidig med at der blev indregistret 7 med REX motor. Samlet blev det til 138 BMW i3 i 2014, hvor de 62 var uden og 76 med REX. Dette viser stadig at der er mange der har vurderet at rækkevidden passer til deres behov.

Igen i december har der sneget sig to Nissan e-NV200 ind under personbiler, disse er formegentlig minibusser. Den ene var dog registreret som en dieselbil, så om det betød det var en NV200 eller e-NV200 ved jeg ikke. Dette var dog ikke den eneste e-NV200 i december, der var også indregistreret yderligere 2 e-NV200 varebiler, men disse er ikke talt med under personbiler, ligesom de andre elektriske varebiler ikke er talt med.

Samlet set blev det Nissan LEAF der løb med 1.pladsen igen i 2014 med 577 registreringer, og Tesla Model S på en stærk 2. plads med 460 elbiler. LEAF blev med sine 577 elbiler, nummer 78 på listen over de personbiler med flest indregistreringer i 2014 endda med et bedre antal, end personbiler som Volvo V40 (498 indreg.), Nissan Juke (569 indreg.) og Citroën DS3 (393 indreg.).

Herunder kan man se hvordan indregistreringerne i % ellers var fordelt for elbilerne, i december.

(Data er fra De Danske Bilimportører)

Herunder kan man se hvordan andelene fordelte sig i %, og hvor dominerende LEAF, Model S, e-up! og ZOE er for markedet for elbiler, for 2014.

(Data er fra De Danske Bilimportører)

Markedsandelen af personbiler på el, viser stadig en stigende tendens , og med de fem seneste måneder over 0,8%, ligger elbilerne på en rigtig flot kurs, mod det næste delmål på en markedsandel på over 1%. henover en 12 måneders periode.

(Data er fra De Danske Bilimportører)

Ser man på indregistreringerne i 2014 forhold til 2013, kan man se de 3 mest indregistrerede personbiler på el i 2013, har haft en stigning i forhold til 2014, der er ligeledes kommet flere nye modeller til i løbet af 2014, hvilket også har hjulpet på registreringerne. Samlet set blev det til en stigning på 197% i 2014 i forhold til 2013.

(Data er fra De Danske Bilimportører)
Endnu en flot måned for elbilerne, og endda utroligt flot med det opnåede delmål, med en markedsandel for rene elbiler på over 1% henover en 6 måneders periode.






Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

søndag den 4. januar 2015

2 år med vores elbil

Så har vi skudt 2015 igang, og det er ved at være tid til at fundere over hvordan året er gået, og hvordan det har været at have vores elbil i nu 2 år. Triptælleren stod her på årets første dag på 39.289 km, hvilket betyder vi har kørt omkring 18.200 km i 2014. Det var dog lidt mindre end de 19.500 km vi kørte i 2013 men de har stadig ikke været skuffende.

Vi løber stadig ind i folk der spørger, "er i stadig glade for elbilen?". Spørgsmålet kommer nok lidt af at folk stadig er interesserede, og de ihvertfald ikke glemmer de tosser, der har købt elbil, i et marked hvor vi ikke rigtigt vidste eller ved hvor vi var og er på vej hen. Men jeg kan da kun svare ja vi er rigtigt glade for vores bil. Vi kan da selvfølgelig godt blive lidt usikre på om det at købe elbilen frem for at lease var et godt valg, men vi føler os, derimod heller ikke bundne, og det er faktisk rart det er vores helt egen elbil.

Men der har da ikke kun været ren glæde ved at have elbilen, der er da også små irritationer i hverdagen. Lad mig lige komme med nogle eksempler:

1. Alle ved jo der snakkes om at rækkevidden er ringere i elbiler når temperaturen falder, men så har vi jo hurtig-ladestationerne, men her kommer det så, der snakkes ikke meget om på nettet at hurtigopladning faktisk også er langsommere om vinteren. Når batterierne er koldere, og når man gerne vil hurtigt afsted igen, så kan ventetiden godt blive lang. Lad mig lige citere min kone, "det betyder ikke noget når man lige skal have taget neglelak på, så er bilen jo klar til at køre inden tredje lag er tørret, men ØV hvor er tiden lang når der kun er en 7-eleven til overpriser." Denne vinter har vi vist ikke helt vænnet os gradvist til at det skal tage længere tid at lade om vinteren.

2. Samtidig er, en af de ting jeg faktisk har været utroligt glad for, gået hen og blevet mere og mere ustabilt, her tænker jeg på Carwings, Nissans bud på fjern-kommunikation med bilen. Det virker som om at den dårligere kommunikation er steget i takt med at der er kommet flere Nissan LEAF på markedet eller verden over, måske det er Nissans Servere der ikke helt kan følge med tiden.

Men det overskygges dog af alle de glæder vi har, igen hvis jeg må citere min kone, "Hold da kæft jeg er glad for det rat varme, jeg er ikke lige typen til sæde varme, så det er altså rart med varme til hænderne". Dette kan også ses sammen med muligheden vi har her i vinterperioden for at forvarme bilen, det er utroligt dejligt, det er bare minimalt vi er nødsaget til at skrabe ruderne når forvarmen har fået lov at køre.

Vi nyder også godt af de gratis ladestandere der er rundt omkring, dog kan man se at de stille og roligt forsvinder, men der er stadig ret ofte plads til os, og det er nu sjældent at vi ser at benzinbilerne holder og spærrer for "vores pladser". Vi har heller ikke rigtigt bemærket at Insero Live Lab er igang, med alle deres elbiler i nærområdet, vi troede ellers at vi ville komme til at kæmpe mere om pladserne, men det blev det heller ikke til.

Rækkeviddeangsten er også meget sjældent tilstede nu, jeg vil nok nærmere sige aldrig, det hjælper nok også meget at både E.on og Clever har fået udvidet deres netværk af hurtigladere, og at de har intentioner om yderligere udvidelser i 2015. Det er samtidig super rart at der er to udbydere nu, så man ikke føler sig fanget, hvis nu den ene udbyder har en fejl på en af deres standere eller lignende, som tidligere har kunnet give en del usikkerhed for om man kan nå frem og hjem igen samme dag.

Som jeg skrev i mit indlæg 12 måneder med egen elbil, så har elbilen heller ikke i år givet så meget opmærksomhed som forventet. Det har mere drejet sig om den opmærksomhed man selv får over at have investeret i en elbil, ikke hvilken elbil, men folk er utroligt interesserede i at høre om hvor langt vi kan køre på en opladning? eller hvordan det er at have en elbil i hverdagen?. Men som jeg har skrevet tidligere så købte vi heller ikke bilen på grund af opmærksomheden, men mere noget i retning af "Be the change you wish to see in the world".

Jeg har også været lidt omkring i år, men dog ikke så meget som 2013, men det blev da lidt her er et par eksempler:





Elbilen er da også blevet luftet i 2014, så hurtigladerne fra Clever og nu også E.on har da også været rare, når vi skulle på langtur i elbilen. Her er nogle eksempler:


Vi har desuden været på weekendtur i Blåvand


Vi har igen i år også været i Tyskland




Ydermere har vi også som sidst været ude og prøve en del af de nytilkomne elbiler i Danmark, så man kan have et godt overblik over hvordan de andre elbiler arter sig, hvis vi nu skulle få lyst til at skrotte bil nummer 2, og få to elbiler i husstanden. Det er da blevet til et par små anmeldelser af elbiler i årets løb, se flere af anmeldelserne her. Hvis man f.eks. har elbilen som en del af sit nytårforsæt, så har jeg endda lavet en oversigt, hvor det er muligt at sammenligne elbiler i samme klasse.

Økonomisk set har jeg også i år lavet en oversigt over vores omkostninger for 2014. På de følgende billeder, kan i se hvordan året er gået.



Her ses det at det årlige abonnement hos Clever er gratis, og det er det stadig fordi vi bruger det der hedder Go, som vi i 2012 havde erhvervet os gennem det elbilprojekt vi var med i, oprettelsen kostede dengang 350,- og derved har vi efterfølgende ingen månedlig udgift. Til gengæld koster det os 5,50 kr. pr. kWh, men med vores kørsel/forbrug, kan det bedst betale sig således.

Se eventuelt skal man vælge go eller go more, hvis du er i tvivl om hvad der bedst kan betale sig for dig, vær dog opmærksom på at priserne godt kan have ændret sig lidt siden jeg oprettede indlægget.

E.on har først her i december fået sat hurtigladere op, så her har vi ikke tidligere oprettet et abonnement, men de standere de satte op var gratis frem til 01-01-15, så vi har derfor ikke betalt for de kWh vi har brugt derpå.

Derudover har jeg lavet en vurdering af hvad det har kostet os at oplade bilen derhjemme. Her har jeg taget bilensvurdering med gennemsnittet på 0,15 kWh/km og ganget med de 18.200 kørte kilometer og trukket de forbrugte kWh fra Clever og E.on abonnementet fra. Jeg har ligeledes trukket det antal kWh fra jeg har vurderet jeg har ladet på gratis standere i 2014, jeg har estimeret at det var minimum 50% af forbruget der blev ladet der. Resten, er det vi har vurderet til at have ladet derhjemme, det har jeg så ganget op med vores kWh pris på 2,20 kr. Se også gerne indlægget hvordan så elforbruget ud i 2014.

Hvis vi kun tager kørselsudgifterne i betragtning giver det en kilometerpris på kun 17 øre for 2014.

Herefter skal der også vurderes om hvor meget tab der har været under opladning, men her har jeg som 2013 vurderet at min undervurdering af antallet af kWh på gratisstanderne opvejer det ladetab der har være på hjemmeopladningen.




Vi har også været til vores andet service eftersyn i 2014, dette var heller ikke så overraskende, og som første service eftersyn i 2013, var det igen billigt, det kostede kun 1.159,75 kr. For at undgå den dyre sprinklervæske har jeg selv fået fyldt godt på i løbet af året, samt været i vaskehal et par gange for at holde den pæn. Jeg har også været på værksted med den i 2014, da jeg desværre havde fået et stenslag der var løbet, men det kostede heldigvis kun halv selvrisiko, så de 1000. kr. var da til at overkomme. Jo så gik der også lige 20 kr. til et par knapbatterier til nøglesenderne.



Forsikringen fik vi ændret på i 2014. Som jeg havde nævnt tidligere så har Tryg billigere forsikringer for elbiler, hos Tryg skriver de f.eks. at de giver 40 % på bilforsikringen hvis det er en elbil. Men sådanne tiltag har GF forsikring ikke endnu. Vi fik derfor kigget os lidt rundt, og ALKA følte vi var dem der kunne tilbyde os den bedste forsikring til pengene. Vi havde derfor vores forsikring hos GF forsikring i januar, og resten af året hos ALKA. dog var vi (selv efter en lang diskussion med ALKA) nødsaget til at omregistrere bilen for at vi kunne få den billige forsikring (noget med at min kone er yngre end mig), samt har vi fået isat en alkaboks, hvilket jeg er fint tilfreds med, da vi i forvejen holder os til fartgrænserne, da vi jo ønsker at få vores energi fra batterierne til at yde så mange kilometer som muligt.  

Man skal dog huske at tage med at GF forsikring har overskudsdeling, men denne kender man ikke før den er opgjort, så derfor har jeg brugt procentsatsen for 2013.



Som de fleste ved, så er der ingen grøn ejerafgift for elbiler, og derfor er denne 0,- igen i år.



Disse forhold taget med i betragtningen giver det en kilometerpris på 54 øre for 2014. Her har jeg stadig valgt ikke at tage bilens værditab med, men det kan også stadig være lidt svært at vurdere.



Men hvis vi kigger på det samlet set, så har vi dog set nogle brugte LEAF sat til salg ned mod 180.000 kr. det betyder samtidig for os et værditab på lidt over 100.000 kr. på de omkring 2 år. Hvilket igen betyder et værditab på omkring 2,78 kr. pr.  km, og inklusiv driftsudgifter giver det 3,36 kr. pr. km over de 2 år vi har ejet elbilen. Hvilket jeg syntes lyder meget rimeligt, her tænker jeg selvfølgelig ikke op mod at lease bilen, men mere i retning af hvad vi kunnet have forventet os ved køb af bil.

Vi glæder os helt klart til et år mere med oplevelser i vores elbil.





Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck