tirsdag den 16. april 2013

Grænsebutikker er IKKE lukket land for elbiler

Vi havde længe gået og overvejet at tage en tur til Tyskland for at grænseshoppe lidt, men da vi mener at der ikke helt er nok at spare på sodavand og slik, til at dække udgifterne til bilen, ved at køre den tur. Så ville vi vente lidt til vi alligevel skulle lidt mere sydpå. Men så kom dagen.

Vi havde både et ærinde i Vejle og i Kolding den dag, så vi mente det ikke var så slemt at tage turen lidt længere ned, og prøve at grænsehandle lidt med elbil. Det er jo også noget af det vi har brugt bil til før i tiden, så det skulle jo prøves. Det ligger jo nok også lidt til os jyder, at valfarte over grænsen for at spare en 50'er ialt på boblevand og chokolade ;-)

Dagen startede med at vi kørte til Bryggen i Vejle der kunne vi parkere og lige lade lidt gratis op i den halve time vi alligevel skulle være der. Men da vi kom var der selvfølgelig en benzinbil parkeret på elbilpladserne, og ja, pladserNE - de havde nemlig parkeret skrå henover to pladser! Der sad heldigvis en på passagersædet som der løb hen efter sin mand som så fik flyttet bilen. Så der gik jo lige lidt tid før vi kunne få ladet, men det gav da måske lige 5 km ekstra at køre på.

Vi tog så landevejen til Kolding, da jeg jo alligevel ikke gider at køre 130 km/t på motorvejen. Så tog vi en lille pause ved åen i Kolding, hvor gøremålene skulle ordnes, dog uden opladning. Vi kørte nu videre mod Padborg, stadig på landevejen, så vi eventuelt kunne holde ind i Haderslev hvis den lille nu skulle blive sur. Hun faldt heldigvis i søvn, så med lidt is i maven tog vi chancen, og kørte direkte til Padborg. Der var dog så varmt udenfor, at vi blev nødtil at lade airconditionen køre på 22 grader en gang imellem når solen stod højest - det skrabede dog lidt af batteriet, men vi rullede da ind på pladsen ved ladestanderen i Padborg, med 17 km. til overs. Der havde vi så forbrugt omkring 125 km hjemmefra, det var nu ok.


Vi fik den så smidt til ladning, den startede på 21% så helt flad var batteriet da ikke. Efter vi havde spist en karrypølse med pomfritter (det skal man jo når man skal handle ved grænsen), og jeg må sige, den var nu alligevel bedre end de sidste gange vi har været i Tyskland - så jeg glæder mig til at bruge Industrivejens Grillbar næste gang vi skal afsted igen. Da den lille var blevet bespist og skiftet, var elbilen ladet til 95%, jeg ved ikke hvor lang tid vi havde været der, måske 45 min.'s tid, men det er vel også det, som det handler om, at vi "bare" fylder op på den tid vi nu alligevel bruger på noget andet. Og jeg lagde mærke til at et andet par i en benzinbil der ankom samme tid som os, tog afsted igen omkring 5 min. før os, så det var ikke fordi vi trak tiden bare for at få ladet. :-) Men vi fik da pakket os sammen og smuttede så over grænsen, til de butikker vi skulle i. De lå dog kun 8 km fra der hvor vi ladede, så standeren syntes jeg havde fået en god placering. Ingen omveje eller svingærinder, men dejligt ligetil.


Som et bevis på at vi har været der tog jeg også lige dette billede. :-)

Nå, men det hele gik jo som planlagt, så efter at have købt lidt Jolly-cola, begav vi os hjemad med en idé om at vi lige skulle forbi ladestanderne i både Haderslev og Kolding - ikke for at lade, men for at jeg senere (altså nu) kunne placere dem 100 % nøjagtigt på mit CHAdeMO ladestander kort - så at I og jeg kan finde dem når de skal bruges, så man ikke behøver at køre rundt og lede hele dagen.

Ladestanderen i Haderslev var nem at finde, den lå på Føtex parkeringspladsen lige når man kører ned ad rampen. Men ladestanderen ved Kolding Storcenter, den var til gengæld sværere, det er jo godt nok Bilka den er sat op i samarbejde med, som ligger ved indgang A - men den stod omme ved Biograf indgangen som er indgang G, men det fandt vi først ud af da konen havde været inde og spørge i informationen. Så man må sige Clever ikke er helt gode nok endnu til at beskrive ladernes placering inde i deres app. dvs. der stod intet.


Nå, men fra Kolding havde vi omkring 35 km. hjem og der var omkring 35 km. tilbage på batteriet, så vi valgte dog at lade lidt alt imens vi var inde og skifte den lille. Men gik dog straks ud og flyttede bilen igen bagefter så jeg ikke "tankede" for meget - vi skulle jo bare have lidt på for en sikkerheds skyld! Derefter gik vi lige over i Burger King for at spise vores aftensmad. Den tid vi igen denne gang havde brugt på at tanke blev brugt på noget vi alligevel skulle holde ind for. Vi kunne måske godt have ventet med at skifte den lille til når vi kom hjem. Men det at vi lige fik begge dele klaret samtidig med aftensmaden, gjorde bare at opladningstiden virkede mere ubetydelig.

Så efter en dag med 260 km. og 2 opladninger af mindre betydning - hvor vi også normalt ville have holdt pause for at spise og af hensyn til den lille - så synes jeg det var ret nemt at komme til Tyskland og hjem igen.






Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

Ingen kommentarer:

Send en kommentar